Dorthe Pedersen, 44, er en kvinde, der kan fylde rummet op. Hun taler højt og længe og griner ofte, og så har hun mange farver – neglene er lakeret blå, håret er flammende rødt, og stenen på den store fingerring lyser lilla. Knap er man kommet indenfor døren, før hun med passion i stemmen fortæller om de muffins, hun lige har bagt – med appelsinolie…
Hun er udadvendt, bramfri og sprudlende, og man keder sig bestemt ikke i Dorthes selskab. Måske derfor har hun haft så svært ved at overbevise folk om, at hun igennem mere end femten år har lidt af en angst så voldsom, at den i perioder har været ved at fortære hende.
- Det er svært at forklare et angstanfald for et menneske, der ikke selv har prøvet det. Det er den ultimative angst – man kan ikke blive mere bange. For mit vedkommende begynder mit hjerte at hamre, så jeg tror, det vil springe ud af mit bryst, jeg sveder, bliver varm i kroppen og min mave går fuldstændig i udu, men det værste er, at jeg er overbevist om, at nu sker det, nu dør jeg…!
Dorthe har nu taget plads ved spisebordet i huset i Greve, som hun deler med sine forældre. Før hun fik angst, købte Dorthe halvdelen af huset, og det har i lyset af, hvad der er sket, vist sig at være en god idé.
- Jeg har da haft mit eget, men da jeg i 1995 mistede min veninde, der døde efter en periode med sygdom, begyndte angsten. Jeg tror altid, den har været der, men for mit vedkommende er jeg sikker på, at det var hendes død, der udløste den. Det var det første dødsfald jeg oplevede blandt mine nærmeste- udover mine bedsteforældre, og det gjorde mig hundeangst.
Det Dorthe oplevede, var de første regulære angst-anfald, som lægen siden forklarede hende. Selv havde Dorthe svært ved at tro på, at det var det, det var. – Jeg havde ikke hørt om angst på den måde og havde da i hvert fald slet ikke forestillet mig, at det ville ramme mig.
Skamfuldt
Længe gik Dorthe rundt og troede, at hun var den eneste, der havde det på den måde. Hun syntes, det var både skamfuldt og ydmygende at skulle fortælle andre, at hun havde angst.
- Men jeg var jo ikke alene – jeg er en af 350.000 mennesker, der lider af angst i Danmark. Det er jo nærmest en folkesygdom . Og der gik jeg og troede, at det kun var mig. Men det hænger sammen med det skamfulde – man fortæller jo ikke som det første, at man lider af angst, og andre mennesker kan jo ikke se angsten, som de kan se et brækket ben. Man frygter på en eller anden måde at blive affærdiget med et: Der er da ikke noget at være bange for, kom nu videre. Men det er problemet med angsten. Den er ikke rationel, og man kan ikke bare vende ryggen til den, den er umulig at ignorere.
Dorthe arbejdede dengang som butikschef – et job hun passede til punkt og prikke på trods af, at hun de næste par år oplevede angsten som nærmest invaliderende.
- Jeg arbejdede og fungerede på sin vis, men angsten var der hele tiden som en tung fornemmelse i kroppen. Lægen foreslog mig medicin, men det ville jeg ikke høre tale om, fordi jeg følte, at det gjorde mig »mere syg«, at det kun var skøre mennesker, der fik det. Til sidst sagde jeg alligevel ja til angstdæmpende medicin, og det har jeg ikke fortrudt, for medicin har i den grad virket for mig. Den og så det, at jeg lærte at aflede mig selv, når jeg fik et angstanfald. Fik jeg f.eks. et anfald, mens jeg sad og spiste, så fandt jeg ud af, at hvis jeg byttede om på kniv og gaffel, så kunne min hjerne ikke håndtere både at være angst og at tænke over, hvordan jeg spiste på een gang. Jeg lærte at aflede mig selv og at snyde angsten.
Medicinen betød, at Dorthe i de følgende år kun mærkede angsten i forbindelse med kriser eller større forandringer, derfor trappede hun gradvist ud af den igen. Noget, hun fortrød, da hun kort efter oplevede at få en angstanfald på et fly på vej til Singapore, hvor hun skulle besøge sin veninde.
- Jeg rejste alene, og mit anfald varede i 11 timer, hvor jeg sad som forstenet og kun trak vejret stødvist. Da jeg kom derned, sov jeg ikke de næste tre døgn. Jeg var helt desperat og ringede til min læge. Jeg ville hjem igen – med det samme og havde en forestilling om at kunne komme det i fuld narkose. Men min læge overtalte mig til at blive og ordinerede mig nogle piller som kunne fjerne min angst, når jeg skulle flyve hjem igen. Og de virkede heldigvis helt efter hensigten. Hjemrejsen var ikke noget problem overhovedet – jeg sov det meste af turen. Den dag i dag flyver jeg ikke uden mine piller – det er sjældent at jeg må tage dem, men det giver mig en tryghed at vide, at jeg har dem med.
Angsten for angsten
I 2000 blev Dorthe selvstændig, da hun åbnede egen tøjbutik i Greve. Angsten fyldte ikke så meget mere, og Dorthe var blevet bedre til at aflede sig selv. – Jeg havde de her to trygge baser – min butik og mit hjem. Alligevel skulle der ikke så meget til, før angsten blev aktiveret. Jeg kunne se et eller andet program på TV om børn eller dyr, der havde det dårligt, og pludselig fik jeg et anfald.
I den periode begyndte Dorthe at lide af det, hun kalder angsten for angsten. I glimt så hun for sig, hvordan hun ville ende på gaden med alle sine ejendele i store plasticposer.
- Det var noget mærkeligt noget. Jeg blev også pludselig bange for at være alene blandt mange mennesker pga. risikoen for at få et anfald. Alligevel kunne jeg godt stille mig op og underholde 200 mennesker ved en fest – for selvom jeg havde angst, så var jeg jo også stadig den udadvendte og handlekraftige Dorthe.
Da finanskrisen kom, mærkede Dorthe oftere end før, angsten røre på sig. Den blev udløst af presset, Dorthe følte som selvstændig og det ansvar hun havde i forhold til sine ansatte. Da hun så oven i købet oplevede, at få et piskesmæld i nakken og en diskusprolabs i ryggen efter et fald, valgte hun at afhænde sin elskede butik.
- Det er det mest angstprovokerende, jeg har gjort i mit liv, men jeg føler, det er det eneste rigtige. Mine problemer med ryggen betyder, at jeg ikke kan holde til at arbejde så mange timer, som det kræver, når man er selvstændig.
Dorthe er netop begyndt i fleks-job hos en optiker – et job, hun allerede er blevet meget glad for, selvom hun var en anelse skeptisk, da hun begyndte.
- Når man har været sin egen herre i mange år, er det en omvæltning at skulle være ansat – at spørge om lov, før man går til pause og den slags. Men jeg er blevet taget fantastisk godt imod, og jeg tror faktisk, det er det helt rigtige for mig. Et nyt sted, hvor jeg kan føle mig tryg.
Vis din angst
Dorthe er et engageret menneske, så for et par år siden, tog hun initiativ til hjemmesiden www.visdinangst.dk. Her kan man læse om såvel Dorthes som andres erfaringer med angst, og man kan bestille et armbånd med påskriften »Vis din angst«.
- Armbåndet skal signalere, at man ikke er alene med sin anngst, og netop det at være kommet ud med min angst-historie har betydet uendeligt meget for mig. Åbenhed er med til af afmystificere, hvad angst egentlig handler om, siger Dorthe, der også har etableret en mentor-ordning, der fungerer bl.a. via hjemmesiden.
- Ideen med en mentorordning er, at man som angts-ramt kan tale med et andet menneske, som selv har haft angst, men er nået længere i sit forløb og i sin erkendelse. Det handler ikke om at rådgive men om at støtte, lytte og bare være der. For mig tror jeg, at det havde betydet alverden til forskel, hvis jeg dengang for femten år siden havde haft en mentor, siger Dorthe, der sender overskuddet fra salget af armbånd til Angstforeningen. Selv har hun i dag så meget mentalt overskud, at hun udover at være mentor også tager ud og holder foredrag om sit liv med angst.
- Jeg tror, at min angst altid vil være en del af mig. den forsvinder ikke bare, men i dag har jeg accepteret, at den er der, og jeg har lært at leve med den og at tackle den, når den dukker op, og ved du hvad, det er egentligt helt OK..!
Skrevet af Rikke Hast
