Vis Din Angst
"Jeg gør det, min mor gør det, søster gør det,
Karina gør det, Frederik gør det, Vivian gør det og
Reneé Toft Simonsen gør det. Går med armbåndet
"Vis din angst"
Vis Din Angst

Og væk var far……

Min far har været syg i mange år. Og den stædige gamle mand som han var, ville han ikke have hjemmehjælp eller noget. Nææ nej det kunne hans datter jo ordne. Så jeg har skiftet ble, tørt røv og gjort alt hvad han ellers bad mig om, samtidig med han kaldte mig en møjunge (jeg er 49 år), hvis det ikke lige gik efter hans hovede. Men jeg elskede min far. Til himlen og ned. Og de sidste 3 md, måtte jeg sige fra. Han var indlagt og bad mig hver dag om at han måtte komme hjem. “Du kan klare alt, så kan du også få mig hjem”, men nej det kunne jeg ikke. Han var for syg. Og lige så svært det var for mig at sige nej, lige så svært var det for ham at forstå. Jeg rettede jo altid in, og hvorfor gjorde jeg det så ikke nu. Det var svært at være hos ham, da han lå i isolation. Vi var pakket ind fra top til tå. Når jeg kom forsøgte jeg at få ham til at drikke og spise, men det ville han ikke. Så smurte jeg hans fødder og ben ind i creme. Det var noget ømt og kærligt over det. Jeg hylede jo samtidig, for han var så tynd og huden skallede af at han fik for lidt væske.  Lørdag d. 1/10 var jeg i sommerhuset, da vi skulle til noget familie haløj med min kærestes familie. Kl. 05.15 siger jeg til søren at hans tlf. ringer og han svarer at det er altså ikke hans. Så viste jeg godt hvad klokken var slået. Det var mørkt og min tlf ringede. Jeg tog den og det var sygeplejersken der meddelte at min far var sovet ind. Så mærkeligt. Jeg viste jo det ville komme på et tidspunkt, og føler selv at jeg havde sagt farvel. Men må indrømme at jeg var ked. Min søster fik besked og vi kørte sammen op til min mor. Herefter tod jeg alene op for at se ham. Jeg havde set en død før, da jeg arbejder på et plejecenter. Jeg spurgte pigerne om han havde lukket øjne, for ellers ville jeg ikke ind.

Da jeg kom ind, sagde jeg hej far, og der lå han. Helt fin og afslappet. Han var lidt bleg, men så godt ud. Jeg tænkte nu var muligheden for at sige det jeg havde på hjertet, uden han svarede mig igen. Så jeg hylede i vilden sky, samtidig med jeg sagde farvel og vi ses og der kun var en skyld han lå der, og det var hans egen. Han ville jo ikke undersøges eller have behandling.

6 dage efter blev min far bisat. En fantastisk dag. Det gik lige efter min fars hovede. Jeg holdt en skøn tale, hvor vi alle græd og grinte og så endte vi med at spille min fars yndlingssang “sikken dejlig dag det er i dag”.

I dag over 3 uger efter har jeg det godt. Der kommer stadig en tåre engang imellem. Som I går da jeg fik et tørklæde, som han havde gået med. Duftede af ham

Ære være min fars minde

Om Dorthe Pedersen

Fandt på Vis Din Angst armbåndet, og står bag siden visdinangst.dk
Kategori(er): Angst, Armbånd, død, hverdag
Trackback URL: http://visdinangst.dk/2016/10/24/og-vaek-var-far/trackback/

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


− 2 = 5

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>