Vis Din Angst

Er vi bange?

Dorthe Pedersen — Sun, 11 Mar 2012 14:31:49 +0000

Anders der har lavet siden her, har brug for hjælp. Han har omtalt her på forsiden og på facebook. Desværre har der ikke rigtigt været nogen henvendelser.
Et eller andet sted tænker jeg på om man er bange eller bare har nok i sig selv? Måske har man bare ikke overskud. Jeg håber virkelig armoden kan hjælpe ham. Har du været mentor eller har fået hjælp af en, må du godt skrive til ham. Eller har du haft lysten, men syntes ikke systemet fungerede, så skal du helt sikkert skrive.
I dag er det skønt vejr og jeg har lige lavet boller. Mums.
Det går godt. Altså jeg har det godt og bliver mere og mere opmærksom på MIG. Altså hvad det er der får mig til at reagerer som jeg gør. Det er en god udvikling
Jeg håber snart at kunne arrangere et foredrag. Nærmere Info følger.
Kig facebook, da der på visdinangst, er en der fortælle om reformen vedr. Fleksjobbere. Man kan gå ind og skrive under. Er du fleksjobber er det en god ide.
God søndag til alle 
Dorthe

De titter frem…..

Dorthe Pedersen — Sun, 26 Feb 2012 18:29:48 +0000

Altså de små blomster, og det vil sige foråret er på vej. Det var også på tide. Jeg har haft en del angst og måske er det fordi det har været mørkt uden for.
For et stykke tid siden, blev jeg spurgt om der var noget jeg fortrød hvis jeg lå på mit dødsleje. Så dukker der en masse ting op. Det første der dukkede op holder jeg for mig selv, men det næste var, at jeg fortryder jeg ikke satte mig selv først flere gange.
Jeg kan mærke jeg er nået til et eller andet stoppe sted, og det er måske den opgørelse med mig selv, der har gjort at jeg har fået mere angst.
Når den kommer vil jeg så gerne bare af med den, men når den ikke er der lever jeg bare med den. Jeg prøvede endag bare at blive i den, for jeg havde hørt at den så kunne væk.
Skulle hilse at sige, det gjorde den ikke, den varede bare længere.
Har ikke været så god til at skrive i bloggen. Det er lidt nemmere på “fjæsen”
Slut for nu

Dorthe

Jul jul jul

Dorthe Pedersen — Fri, 23 Dec 2011 15:43:21 +0000

Vil ønske alle en glædelig jul og et godt nytår. Håber vi sammen kan holde angsten for døren. Du vil kunne finde mig i chatten med jævne mellemrum her i julen.
Jeg tjekker også min mail, hvis der skulle være nogen der trænger til at snakke.

Mange varme og kærlige hilsner

Dorthe

At være sej eller ikke at være sej

Dorthe Pedersen — Fri, 04 Nov 2011 21:33:23 +0000

Mange siger til mig at jeg er sej. Det er jeg måske nogen gange, men de sidste 14 dage har jeg været presset. Skulle ind og scannes fredag. Havde i dagene op til, haft hovedepine, trykken for brystet mv. Jeg køre selv ned og bliver bliver scannet. Eller det vil sige når lige ind under, og så slår panikken ind. Må køre hjem uden at blive scannet og med en beroligende pille i lommen. Lørdag måtte jeg i knæ med de vildeste synsforstyrelser og igen trykken for brystet. Mit blodtryk var helt oppe og ringe. Det blev mandag og min søster tog med og holdt i hånden ( ja ja isdronningen ) Jeg var helt skæv, men jeg kom igennem det. Trykken for brystet forsvandt, hovedpinen og jeg blev helt frisk igen. Men min krop var helt flad. Den havde været så anspændt i flere dage, så da chefen gav mig fri i morgen lørdag, var jeg lige ved at hyle.
Så nu siddet jeg i mit sommerhus, med ild i brændeovnene og slapper helt af, og syntes igen jeg er sej “0)

Fra ugebladet Søndag og magasinet Q

Dorthe Pedersen — Tue, 25 Oct 2011 18:06:33 +0000

Dorthe Pedersen, 44, er en kvinde, der kan fylde rummet op. Hun taler højt og længe og griner ofte, og så har hun mange farver – neglene er lakeret blå, håret er flammende rødt, og stenen på den store fingerring lyser lilla. Knap er man kommet indenfor døren, før hun med passion i stemmen fortæller om de muffins, hun lige har bagt – med appelsinolie…
Hun er udadvendt, bramfri og sprudlende, og man keder sig bestemt ikke i Dorthes selskab. Måske derfor har hun haft så svært ved at overbevise folk om, at hun igennem mere end femten år har lidt af en angst så voldsom, at den i perioder har været ved at fortære hende.
- Det er svært at forklare et angstanfald for et menneske, der ikke selv har prøvet det. Det er den ultimative angst – man kan ikke blive mere bange. For mit vedkommende begynder mit hjerte at hamre, så jeg tror, det vil springe ud af mit bryst, jeg sveder, bliver varm i kroppen og min mave går fuldstændig i udu, men det værste er, at jeg er overbevist om, at nu sker det, nu dør jeg…!
Dorthe har nu taget plads ved spisebordet i huset i Greve, som hun deler med sine forældre. Før hun fik angst, købte Dorthe halvdelen af huset, og det har i lyset af, hvad der er sket, vist sig at være en god idé.
- Jeg har da haft mit eget, men da jeg i 1995 mistede min veninde, der døde efter en periode med sygdom, begyndte angsten. Jeg tror altid, den har været der, men for mit vedkommende er jeg sikker på, at det var hendes død, der udløste den. Det var det første dødsfald jeg oplevede blandt mine nærmeste- udover mine bedsteforældre, og det gjorde mig hundeangst.
Det Dorthe oplevede, var de første regulære angst-anfald, som lægen siden forklarede hende. Selv havde Dorthe svært ved at tro på, at det var det, det var. – Jeg havde ikke hørt om angst på den måde og havde da i hvert fald slet ikke forestillet mig, at det ville ramme mig.
Skamfuldt
Længe gik Dorthe rundt og troede, at hun var den eneste, der havde det på den måde. Hun syntes, det var både skamfuldt og ydmygende at skulle fortælle andre, at hun havde angst.
- Men jeg var jo ikke alene – jeg er en af 350.000 mennesker, der lider af angst i Danmark. Det er jo nærmest en folkesygdom . Og der gik jeg og troede, at det kun var mig. Men det hænger sammen med det skamfulde – man fortæller jo ikke som det første, at man lider af angst, og andre mennesker kan jo ikke se angsten, som de kan se et brækket ben. Man frygter på en eller anden måde at blive affærdiget med et: Der er da ikke noget at være bange for, kom nu videre. Men det er problemet med angsten. Den er ikke rationel, og man kan ikke bare vende ryggen til den, den er umulig at ignorere.
Dorthe arbejdede dengang som butikschef – et job hun passede til punkt og prikke på trods af, at hun de næste par år oplevede angsten som nærmest invaliderende.
- Jeg arbejdede og fungerede på sin vis, men angsten var der hele tiden som en tung fornemmelse i kroppen. Lægen foreslog mig medicin, men det ville jeg ikke høre tale om, fordi jeg følte, at det gjorde mig »mere syg«, at det kun var skøre mennesker, der fik det. Til sidst sagde jeg alligevel ja til angstdæmpende medicin, og det har jeg ikke fortrudt, for medicin har i den grad virket for mig. Den og så det, at jeg lærte at aflede mig selv, når jeg fik et angstanfald. Fik jeg f.eks. et anfald, mens jeg sad og spiste, så fandt jeg ud af, at hvis jeg byttede om på kniv og gaffel, så kunne min hjerne ikke håndtere både at være angst og at tænke over, hvordan jeg spiste på een gang. Jeg lærte at aflede mig selv og at snyde angsten.
Medicinen betød, at Dorthe i de følgende år kun mærkede angsten i forbindelse med kriser eller større forandringer, derfor trappede hun gradvist ud af den igen. Noget, hun fortrød, da hun kort efter oplevede at få en angstanfald på et fly på vej til Singapore, hvor hun skulle besøge sin veninde.
- Jeg rejste alene, og mit anfald varede i 11 timer, hvor jeg sad som forstenet og kun trak vejret stødvist. Da jeg kom derned, sov jeg ikke de næste tre døgn. Jeg var helt desperat og ringede til min læge. Jeg ville hjem igen – med det samme og havde en forestilling om at kunne komme det i fuld narkose. Men min læge overtalte mig til at blive og ordinerede mig nogle piller som kunne fjerne min angst, når jeg skulle flyve hjem igen. Og de virkede heldigvis helt efter hensigten. Hjemrejsen var ikke noget problem overhovedet – jeg sov det meste af turen. Den dag i dag flyver jeg ikke uden mine piller – det er sjældent at jeg må tage dem, men det giver mig en tryghed at vide, at jeg har dem med.
Angsten for angsten
I 2000 blev Dorthe selvstændig, da hun åbnede egen tøjbutik i Greve. Angsten fyldte ikke så meget mere, og Dorthe var blevet bedre til at aflede sig selv. – Jeg havde de her to trygge baser – min butik og mit hjem. Alligevel skulle der ikke så meget til, før angsten blev aktiveret. Jeg kunne se et eller andet program på TV om børn eller dyr, der havde det dårligt, og pludselig fik jeg et anfald.
I den periode begyndte Dorthe at lide af det, hun kalder angsten for angsten. I glimt så hun for sig, hvordan hun ville ende på gaden med alle sine ejendele i store plasticposer.
- Det var noget mærkeligt noget. Jeg blev også pludselig bange for at være alene blandt mange mennesker pga. risikoen for at få et anfald. Alligevel kunne jeg godt stille mig op og underholde 200 mennesker ved en fest – for selvom jeg havde angst, så var jeg jo også stadig den udadvendte og handlekraftige Dorthe.
Da finanskrisen kom, mærkede Dorthe oftere end før, angsten røre på sig. Den blev udløst af presset, Dorthe følte som selvstændig og det ansvar hun havde i forhold til sine ansatte. Da hun så oven i købet oplevede, at få et piskesmæld i nakken og en diskusprolabs i ryggen efter et fald, valgte hun at afhænde sin elskede butik.
- Det er det mest angstprovokerende, jeg har gjort i mit liv, men jeg føler, det er det eneste rigtige. Mine problemer med ryggen betyder, at jeg ikke kan holde til at arbejde så mange timer, som det kræver, når man er selvstændig.
Dorthe er netop begyndt i fleks-job hos en optiker – et job, hun allerede er blevet meget glad for, selvom hun var en anelse skeptisk, da hun begyndte.
- Når man har været sin egen herre i mange år, er det en omvæltning at skulle være ansat – at spørge om lov, før man går til pause og den slags. Men jeg er blevet taget fantastisk godt imod, og jeg tror faktisk, det er det helt rigtige for mig. Et nyt sted, hvor jeg kan føle mig tryg.
Vis din angst
Dorthe er et engageret menneske, så for et par år siden, tog hun initiativ til hjemmesiden www.visdinangst.dk. Her kan man læse om såvel Dorthes som andres erfaringer med angst, og man kan bestille et armbånd med påskriften »Vis din angst«.
- Armbåndet skal signalere, at man ikke er alene med sin anngst, og netop det at være kommet ud med min angst-historie har betydet uendeligt meget for mig. Åbenhed er med til af afmystificere, hvad angst egentlig handler om, siger Dorthe, der også har etableret en mentor-ordning, der fungerer bl.a. via hjemmesiden.
- Ideen med en mentorordning er, at man som angts-ramt kan tale med et andet menneske, som selv har haft angst, men er nået længere i sit forløb og i sin erkendelse. Det handler ikke om at rådgive men om at støtte, lytte og bare være der. For mig tror jeg, at det havde betydet alverden til forskel, hvis jeg dengang for femten år siden havde haft en mentor, siger Dorthe, der sender overskuddet fra salget af armbånd til Angstforeningen. Selv har hun i dag så meget mentalt overskud, at hun udover at være mentor også tager ud og holder foredrag om sit liv med angst.
- Jeg tror, at min angst altid vil være en del af mig. den forsvinder ikke bare, men i dag har jeg accepteret, at den er der, og jeg har lært at leve med den og at tackle den, når den dukker op, og ved du hvad, det er egentligt helt OK..!

Skrevet af Rikke Hast

God start – dårlig afslutning

Dorthe Pedersen — Mon, 24 Oct 2011 20:08:10 +0000

Dagen startede godt. Og så blev den langsomt dårligere. 360 dage om året er jeg glad og sørger for alle andre. De sidste 5 dage er som idag. Lorte dage. Endte med bare at ville holdes om og det er lidt svært når man er alene.
Så kommer angsten for angsten. Mon den er på vej tilbage? Er det denne gang den ikke forsvinder?
Jeg ved godt at i morgen er alt ok igen. Men pis pis pis.
Hvornår kommer der nogen der kan se gennem mig og indtil den lille mig der bare vil elskes og holdes om?
Godt det kun er 5 dage om året “0)
Det er nok også at jeg har haft en ekstra arbejdsdag i sidste uge og i denne har jeg også en ekstra dag. Hader at skulle indrømme at jeg bliver stresset. Mit hovede vil jo det hele og gerne arbejde i 80 timer om ugen, men kroppen siger nej. Det passer ikke mig så godt.
Så er det også fordi jeg skal MR scannes i næste uge. Bare min skulder, men så ugen efter skal jeg have stukket en lang nål ind i leddet. Føj føj føj
Slut for nu. I morgen er alt godt igen “0)

Ferie

Dorthe Pedersen — Sat, 17 Sep 2011 13:48:30 +0000

Så har man ferie igen, eller det vil sige, at jeg har taget 2 fridage sammen med mine alm. fridage )
Så kunne det blive til en hel uge. Jeg er i sommerhuset og nyder det.
Vi har jo nu fået en chat. Jeg vil prøve at lave faste dage og tidspunkter, hvor jeg er på. Håber måske at folk vil bruge det til noget godt.
Sjovt nok blev jeg spurgt om man er “Helbredt”, når mna ikke har haft angst i et stykke tid. Aner det ikke, jeg tror bare jeg skal leve med det. Og som jeg skrev, er jeg den jeg er i dag, på grund af angsten. Jeg er glad og lykkelig.
Heldige mig )
Håber andre kan se forenden af tunnelen, for der er lys der uden.

Dorthe

Man overlevede

Dorthe Pedersen — Sun, 17 Jul 2011 09:23:12 +0000

Ja endnu engang overlevede man flyveturen. Der ned gik fint og da jeg ankom hos søster og svorger ret sent, gik vi næsten i seng med det samme. Og hvad skete der….. Så fik man lige det fedeste angst anfald. Havde næsten glemt hvordan det var….. Føj for satan.
Det gik over og resten af turen gik fint. Så skulle jeg jo flyve hjem igen, og da vi var ved at lette, kunne jeg ikke huske om jeg havde slukket min telefon. Viste jeg havde sat den på “fly mode”, men ikke om jeg havde slukket den helt. Der kom godt nok varme til kroppen. Der måtte jeg bruge alle mine trix, til at holde angsten for døren. Men igen holdt det op efter kort tid i luften. Jeg er så pisse sej.

På ferien talte min søster og jer, om det med mænd. Jeg er jo single og har lige været på en blind date. Jeg spurgt min søster, hvornår jeg ligesom skulle fortælle, om alt det her. “Det skal du sgu ikke, jeg har heller ikke fortalt Peter, hvordan jeg i virkeligheden er”…. Det grinede jeg af længe. Men hvornår skal man sige det?
Jeg hader det dating pis… Alle de regler….
Det at jeg bor i et bofællesskab med mine forældre, er der også mange der vrænger på næsen af. Så skal man sidde der og forsvarer det. Bonderøve…. Hvis det virker for os, må det da være det bedste??

Jeg er bare så glad for denne nye side. Glæder mig til chatten kommer op at køre. Aller som ejer ugebladet Søndag, skrev til mig, at de syntes artiklen var så god, at de nu vil sætte den i magasinet Q. Det er da bare iorden.
Slut for nu
Dorthe

Ferie….. Flyve….. Angst???

Dorthe Pedersen — Mon, 27 Jun 2011 07:09:32 +0000

Som nogen af Jer allerede ved, er det at flyve ikke min stærke side. Men jeg gør det. Og jeg gør det igen idag. Turen går til Toscana Firenze. Eller det vil sige, jeg kom til at bestille en flybillet til den forkerte lufthavn. Så nu flyver jeg til Pisa og bliver så hentet af min svorger. Typisk mig )
OG JEG FLYVER ALENE………………………………….
I dag sker der også det, at min historie kommer i ugebladet Søndag. Og så lige den dag jeg tager afsted. Håber jeg kommer hjem til en masse dejlige mails. Men igen bliver jeg sjovt nok helt flov, når folk stopper mig på gaden, for at sige godt gået eller fortælle deres historie.

Jeg er også så spændt på den nye side her. Mon nogen vil bruge den?? Vil folk have respekt for hinanden?
Og så denne fyr Anders, der bare har lavet det hele uden noget. Det magter man bare ikke – Jeg ved godt at jeg er sådan, men jeg troede godt nok ikke der fantes andre. Men det gør der. Stor tak til jyde Anders

På mit nye job går det godt. Jeg er så glad for det og de er glade for mig. Der har været en enkelt episode, en dag da jeg spiste frokost. Der kunne jeg mærke den kom snigende, men så brugte jeg nogen af mine “aflednings” manøvre, og så gik det over.

Det går også super på facebook – 520 x “like”

Slut for nu – skal lige nå i matas inden jeg flyver – glæder mig til at komme hjem igen
Dorthe

Nyt job

Dorthe Pedersen — Fri, 04 Feb 2011 19:52:16 +0000

Ja så er man startet på et nyt job. Efter at have været selvstændig i næsten 11 år. Min frygt var stor – meget stor. Men nej det er fantastisk. Tænk at jeg skulle kunne finde et nyt sted at være tryg…. Hvor heldig har man lov at være.

Der har været en enkelt dag, hvor jeg til min frokost lige fik varmen…… Hvorfor ved jeg ikke. Men det gik over. Men tænkte lige Åhh nej ikke igen.

Jeg har været helt åben omkring det på mit nye job, og da jeg i morgen skal til store firma fest med overnatning, spurgte min kollega, hvordan hun skulle håndtere mig, hvis det skete. Så må vi bare tale sammen…. Men jeg har en pille med for en sikkerheds skyld. Der er jo langt hjem fra Kolding med tog

Ugebladet søndag har været og tale med mig, så snart kommer der noget om vis din angst i bladet. Det glæder jeg mig til. At få angsten frem i lyset.

Tak for nu, skal nok skrive om hvordan det er gået.

Dorthe