Vis Din Angst
"Jeg gør det, min mor gør det, søster gør det,
Karina gør det, Frederik gør det, Vivian gør det og
Reneé Toft Simonsen gør det. Går med armbåndet
"Vis din angst"
Vis Din Angst

Historier

← Gå tilbage til oversigten

20 år med panikangst har kostet


Et ildebefindende på vej hjem fra skole en vinterdag i 1991 satte gang i en kædereaktion af panikangsttilfælde. I dag godt 20 år efter har jeg sluppet medicinen og kan tale om det og derved måske hjælpe andre. Men det har været en dyr omgang.

Det er kort før jul i 1991. Jeg går i 9. klasse og er på vej hjem fra skole på cykel. Det er koldt og halvmørkt. Pludselig går min krop i ukontrollerede rystelser, og jeg oplever pludselig mit liv i slowmotion. Jeg husker, at jeg vågner op centimeter fra hjulet på en lastvogn. Ingen har tilsyneladende opdaget noget, og jeg husker ikke, hvordan jeg kom hjem. Men hjem kom jeg.

Jeg er forskrækket og mener selv, at jeg har været tæt på døden. Næste dag tager jeg bussen i skole - har ikke lyst til at sætte mig op på cyklen. Det bliver jul, og jeg forsøger at glemme episoden. Da skolen starter op igen efter jul er noget forandret. Jeg har mistet appetitten. Jeg får svedeture, og jeg tør ikke tage alene hjem fra skole. Hvad mine forældre og jeg selv kke vidste var, at jeg led af ANGST - og at det ville blive en lang og sej kamp.

Jeg må sygemeldes fra skolen, og jeg bliver indlagt med mistanke om epilepsi. Men jeg er fysisk sund og rask. Efterhånden får jeg trænet mig op til selv at kunne tage hjem fra skole - men cirka et år after episoden med cyklen begynder angstanfaldene igen. Jeg falder umotiveret om på stationer, på gader og stræder og i bussen, og fremmede mennesker må hjælpe mig. Først nu falder mistanken på angst, og jeg begynder at gå til ungdomspsykolog. Jeg får ordineret både de såkaldte lykkepiller samt benzoer til at dæmpe min angst - og medicin skulle nu blive en del af mit liv i næsten 20 år.

Det var den indledende hostorie. Jeg kom på gymnasiet, på højskole, på universitetet og klarede mig på overfladen godt. Jeg kunne rejse og bevæge mig frit rundt i København - bare jeg havde mine piller i lommen. Men noget var ikke, som det skulle være: Jeg havde aldrig haft en kæreste, og socialt fungerede det ikke helt for mig. Først i slutningen af 20\'erne lysnede det lidt, da jeg fik mit første job, og jeg gjorde de første kæreste-erfaringer.

Vi springer lidt: Da jeg er 35, har jeg taget endnu en uddannelse (som journalist) og har et godt job. Jeg beslutter mig for at gøre det forbi med medicinen, og det lykkes mig med hjælp fra en psykiater at trappe helt ud af benzoerne og lykkepillerne.
Status i dag er: Jeg får ikke længere angstanfald, jeg er medicinfri, men jeg kan stadig ikke cykle. Jeg går dog til psykolog for blandt andet at træne mig op til det igen. Jeg har ingen kæreste eller børn - og jeg tror den lidt sene udvikling på det område skyldes min angst. Angst vil nok altid være en del af mit liv og min identitet.

Jeg vil gerne hjælpe andre, der har en situation lig min. For mig har angsten kostet mig det meste af min ungdom - da jeg var teenager, gik jeg ikke til fester, men lå hjemme plaget af angst. Hvis jeg bare kan hjælpe én til ikke at begå de samme fejl som mig og dermed komme hurtigere over angsten - så vil det være det hele værd. Jeg håber, nogen læser min historie og kan nikke genkendende til noget af det.

Kærlig hilsen Rasmus

Om Rasmus1976

Jeg er 37 år og uddannet journalist. Jeg arbejder i øjeblikket freelance men leder efter et mere fast arbejde. Jeg er single og har ingen børn, og jeg bor i min egen lejlighed på Amager.

1 kommentar

  1. Dorthe Pedersen siger:
    Dejligt at læse din historie. At der er en vej ud af angsten.
    Dorthe

Skriv en kommentar


Du skal logge ind for at kunne skrive kommentarer til historier.


Opret bruger    Log ind