Vis Din Angst
"Jeg gør det, min mor gør det, søster gør det,
Karina gør det, Frederik gør det, Vivian gør det og
Reneé Toft Simonsen gør det. Går med armbåndet
"Vis din angst"
Vis Din Angst

Historier

← Gå tilbage til oversigten

Panikken overtog mit liv.


Hej jeg hedder Anne og er 15 år gammel.

Jeg har haft min \\\'\\\'angst\\\'\\\' i omkring 3 år. Jeg ved ikke hvorfor at det startede, men det har virkelig ændret mit liv.
Jeg startede med at få panik anfaldene i skolen. Vi sad og havde Biologi og lige pludselig startede min krop at ryste. Jeg begyndte at få koldsved og jeg havde bare lyst til at komme ud af rummet. Det var som om at jeg fik en slags klaustrofobi. Jo mere jeg tænkte over det jo dårligere fik jeg det.

Nu, så hver gang der er stille i klassen, når vi for eksempel har en prøve, får jeg de her anfald. Jeg får dem også hver gang der er nogle der læser højt, eller hvis der er nogle der fremlægger.
Hver gang vi laver gruppearbejde og det skal fremlægges, for jeg også anfaldene, og i de sidste 3 år har jeg kun fået fremlagt 2 gange, fordi jeg altid bliver nød til at sætte mig ned, eller gå ud for at få noget luft. Jeg bliver altid så ked af det, fordi jeg føler at jeg svigter min gruppe, og specielt også når jeg tænker på at alle andre i klassen er normale, og sagtens kan fremlægge eller læse højt i klassen. Men det var så skolen.

I fritiden går jeg i en garde. Jeg har spillet i den i næsten 5år. Vi har ofte arrangementer, og et par gange om året tager vi til udlandet. De piner mig at jeg hele tiden skal gå og være bange for de arrangementer vi har. Følelsen af at stå og spille for folk der gerne vil have en god oplevelse gør mig glad, men så begynder jeg at tænke over hvis jeg nu får et anfald igen.. Og ja.. Så kommer anfaldet. Jeg kommer til at tænke på at der er mange folk der kigger på en, og at man nærmest er \\\'\\\'lænket\\\'\\\' fast til en plads. Uanset hvor meget man gerne vil væk, kan man bare ikke. Det vil ikke se særlig godt ud for pigegarden. Jeg har prøvet før at jeg blev nød til at gå ud fra arrangement, og jeg har aldrig grædt så meget i mit liv tror jeg. Jeg blev så skuffet over mig selv. Det er ikke særlig fedt at få de anfald, når man laver det man elsker.

Jeg føler at der er så mange ting jeg ikke kan gøre, fordi jeg går i panik. Det kan sket uanset hvor jeg er. Hvis jeg er ude at gå en tur, hvis jeg sidder i en bus eller bil. Når jeg spiller med pigegarden.. Til sidst havde jeg ikke lyst til at gå ud fra mit værelse, i frygt for at panikken ville ramme mig igen. Men de sidste 3 måneder er det begyndt at blive bedere. Før gik jeg i panik flere gange om dagen, men nu får jeg dem kun 2-3 gange om ugen + plus arrangementerne med pigegarden. Men i det midste er det blevet bedre. Vi er blevet inviteret til USA med pigegarden og jeg krydser virkelig fingre for at jeg kan komme med… Jeg vil i hvertfald give panikken kamp til stregen og så må vi se hvordan det går!
Hvis jeg kommer med vil det jo være en KÆMPE oplevelse som de færreste får oplevet, og jeg vil ikke gå glip at noget så stort \\\'\\\'bare\\\'\\\' fordi panikken tror den kan styre mit liv.

Held og lykke til jer andre der også dealer med panikken.. Jeg ønsker jer det bedste:)


Hilsen Anne

Om Anne005v

Anne005v har ikke givet en beskrivelse af sig selv.

4 kommentarer

  1. Dorthe Pedersen siger:
    Håber du kommer afsted. Tak for at du delte din historie.
    Dorthe

  2. sporty siger:
    Det minder rigtig meget om min historie. Jeg er dog kommet igennem ved hjælp af terapi og forskellige teknikker - afspændningsøvelser og kognitiv terapi hovedsageligt men også med medicin. Det er dog slet ikke sikkert medicin er nødvendigt for dig.
    Hvis du vil høre mere om det og evt tips og tricks er du velkommen til at skrive. Mail er: shortygosporty73@hotmail.com

  3. Anne005v siger:
    Ved i om man kan komme til læge eller psykolog uden at ens forældre finder ud af det?? Syntes det er lidt pinligt at snakke om det med dem så jeg vil være helt sikker på at jeg har det før jeg siger noget til dem..

  4. Rasmus1976 siger:
    Hej Anne,
    Ville bare lige sige, at der er håb, selvom det nogen gange kan se sort ud med angsten. Din historie ligner også meget min, og hvis du har brug for sparring, er du velkommen til at skrive til mig på rasmusdamkjar@gmail.com.

    Jeg tror for resten godt, man kan gå anonymt til psykolog.

    Hilsen
    rasmus

Skriv en kommentar


Du skal logge ind for at kunne skrive kommentarer til historier.


Opret bruger    Log ind