Vis Din Angst
"Jeg gør det, min mor gør det, søster gør det,
Karina gør det, Frederik gør det, Vivian gør det og
Reneé Toft Simonsen gør det. Går med armbåndet
"Vis din angst"
Vis Din Angst

Historier

← Gå tilbage til oversigten

Lidt af alt


Jeg ved ikke hvordan jeg skal gøre dette kort, for angsten har domineret en stor del af hele mit liv. Så det bliver måske en smule langt.

Men hej.
Mit navn er Pia Lyng, er født 1991, nordjyde og er diagnoseret med angst og depressive symptomer.

Min angst har altid været der og mine familie har altid beskrevet mig som stille, forsigtig, indadvendt og genert, altså når vi var ude. Derhjemme var jeg en anden pige, som ikke var bange for at råbe højest og som aldrig var sky for at være i centrum.
Min mor har altid brokket sig over jeg brugte min meget udadvendte (og handicappede) lillebror som talerør til fremmede. Han skaffede mig ofte nye venner, da han jo ingen hæmninger havde med at gå hen og hilse og snakke. På den måde kunne jeg jo liste med og så \"overtage\" derfra.

I skolen var jeg stille. Havde det altid dårligt med at snakke foran de andre i klassen, også selvom jeg jo fint kunne råbe højt i frikvarterne og snakke med alle. Jeg husker jeg var bange for at dumme mig. Bange for at falde, sige noget forkert osv.

Som 16årige boede jeg på mit andet opholdssted, jeg havde det i mit hoved godt, også selvom at vennefronten ikke var stor, da jeg ikke kunne forholde mig til jævnaldrende, da jeg havde overstået stadiet med at prøve at drikke osv. Jeg ville hellere sidde hjemme med en god bog, læse avisen, se nyheder, eller bare være mig selv.

Men alligevel var det året, hvor folk endelig så at jeg ikke havde det godt og jeg kæmpede med indre dæmoner som folk ikke forstod!
En solskins morgen, nær sommeren, var jeg mere trist end nogensinde før. ALT føles forandret og jeg kunne ikke sætte finger på hvad. Jeg følte mig alene, ulykkelig og ked af det! Jeg blev sat af ved skolen, som normalt. Men den dag valgte jeg at sætte mig på en parkeringsplads overfor skolen. Her sad jeg lidt gemt bag et stort skilt, og hække, men stadig fremme, så folk kunne se mig.
Jeg græd, jeg hadede mig selv og tankerne om at jeg ikke var noget værd hamrede i mit hoved. Og da jeg så mine skolekammerater cykle grinende og glade fordi, gjorde det mig mere ulykkelig.. For hvorfor kunne jeg ikke bare være normal og føle sådan?!
Senere på dagen blev jeg indlagt på sygehuset. For jeg var taget hjem til mine forældre, fået fat i hovedpinepiller og min lillebrors epilepsi medicin, kørt derfra, slugte over 25 hovedpine og omkring 10-15 af de andre. Jeg panikkede. Cyklede hjem, blev bange over at se min far igennem hegnet - for jeg vidste et eller andet sted at han ledte efter mig.. Han ville da kun hade mig hvis han så mig! Jeg løb.. Og der slog pillerne ind.. Mine kræfter forsvandt, jeg var panisk.. Og pludselig i armene på to pædagoger og min mor.. Hastede af sted til sygehuset..

Efter det blev jeg holdt øje med. Altid under skarp overvågning af alle. Medicin var i pengeskabe, skulle altid meddele hvor jeg var og hvorfor. Husker det som noget forfærdeligt, for ingen inkl mig selv, forstod ikke hvorfor jeg havde gjort som jeg havde gjort.. Og jeg ønskede ikke folks opmærksomhed på den måde.

Fik akut psykiater hjælp, og følte ikke jeg kunne bruge den. Fik diagnoseret koncentrationsbesvær.

Hoppede ud af 10. klasse da jeg ikke kunne overskue nye mennesker og de høje forventninger. Fandt mig en kæreste, lukkede mig inde. og flyttede fra det hele.
Mødte meget skepsis fra kommunen, da de ikke rigtig troede på jeg havde angst.. Jeg løj, eller det mente de alle.
Men med kamp og god hjælp fra min daværende svigermor, fik jeg hjælp.

I 2013 blev jeg henvist til en slags kursus i hvordan jeg kunne lære at håndtere min angst. Her sad jeg med 5 andre kvinder, som alle havde angst. Det var angstfremkaldene, men som møderne gik var det rart. Jeg var ikke unormal, jeg var ikke hende den mærkelige generte. Jeg opdagede at andre havde det som mig og jeg ikke var alene.
Pludselig kunne jeg håndtere en del i min hver dag, ikke alt, men lidt var stort for mig. At jeg pludselig kunne tage bussen eller at jeg turde at handle i købmanden uden en ledsager var for mig kæmpe. eller det ER for mig kæmpe!

I dag sidder jeg og er vendt tilbage til starten, eller næsten. Forskellen er at jeg har fået hjælp, at jeg inderst inde VED jeg kan håndtere det. Men det svært. Fordi mit liv ændrede sig. Jeg havde været sammen med en fyr i 5½år. Været i trygge rammer osv.. Og pludselig var det slut.

Men jeg kæmper. Jeg vil ikke lade angsten dominere hele mit liv. Jeg vil kunne tage bussen, toget osv. Jeg vil kunne handle alene.. og jeg vil have en uddannelse! Jeg vil tabe mig, for ja, angsten forhindrede mig ofte i at bevæge mig ud i dagslyset når andre kunne se mig, og angsten for mørket forhindrede mig ud om dagen. Men NU!

Nej jeg er ikke rask, og om jeg nogensinde bliver det ved jeg ikke.. MEN jeg vil kæmpe for at håndtere mine \"dæmoner\" og jeg vil sprede mit ord om angst, så godt jeg kan.

Om PiaLyng

PiaLyng har ikke givet en beskrivelse af sig selv.

2 kommentarer

  1. Dorthe Pedersen siger:
    Mange tak for at du delte din historie.
    Dorthe

  2. Rasmus1976 siger:
    Hej Pia, Ville bare lige sende en lille opmuntrende besked nu jeg var inde og læse din historie. Der ER en vej ud af angsten - og det kan jeg tillade mig at sige, fordi jeg selv har været der. Din historie ligner meget min, og jeg har gjort mig en del erfaringer - som du er velkommen til at skrive til mig for at høre mere om. Op med humøret:) Mange hilsner Rasmus

Skriv en kommentar


Du skal logge ind for at kunne skrive kommentarer til historier.


Opret bruger    Log ind