Vis Din Angst
"Jeg gør det, min mor gør det, søster gør det,
Karina gør det, Frederik gør det, Vivian gør det og
Reneé Toft Simonsen gør det. Går med armbåndet
"Vis din angst"
Vis Din Angst

Historier

← Gå tilbage til oversigten

Min historie med Emetofobi - en angst mange endnu ikke kender til.


Mit navn er Katja og jeg er 21 år gammel og jeg vil gerne fortælle min historie om at leve med Emetofobi.

Hele mit liv har jeg haft Emetofobi. Dette er en irrationel angst for opkast som ikke mange kender til. Der findes mange forskellige grader af denne angst og jeg tror næsten ikke der findes ét tilfælde der er helt ens med en anden. Jeg har haft denne angst for at kaste op siden jeg gik i folkeskole i de små klasser. Måden den viste sit ansigt på dengang, var ved de årlige tandlægebesøg på skolen.
I mange år troede jeg bare det var tandlægeskræk jeg led af, men jo ældre jeg blev, jo klogere blev jeg også. For i virkeligheden var jeg ikke bange for at sidde i stolen. Jeg var meget mere bange for at tandlægerne stak deres redskaber for langt ind i munden på mig, så de kunne komme til at påvirke min brækrefleks. Dette var også noget jeg flere gange oplevede hos dem. Så hver gang det blev den tid på året og jeg skulle til tandlægen græd og hulkede jeg hele vejen derned og blev holdt i hånden af mine veninder som selvfølgelig ikke forstod problemet.

Efter jeg afsluttede folkeskolen, kom jeg i 10. klasse på en efterskole. Her gik det hele godt og jeg mærkede selvfølgelig ingen angst, da der ingen tandlæger var til at skræmme mig. Men verdenen ændrede sig radikalt omkring d. 14/15 marts 2010 hvor jeg fik en skrækkelig oplevelse som gjorde hele udslaget for min angst. Hele efterskolen fik nemlig madforgiftning af noget kød. Den dag i dag er det stadig et stort mysterium hvad kødet fejlede, men fejlhåndteret var det i hvertfald og jeg bære stadig rundt på en masse vrede til den elendige kok der gjort at jeg skulle udsættes for sådan en skrækkelig oplevelse. Det var mildest talt den værste uge i mit liv. Efter jeg havde kastet op i en time og den værste del ligesom var overstået, gik der efterfølgende en uge med konstant at have kvalme, ingen appetit og generel utilpashed. Denne oplevelse gjorde virkelig hele udslaget for min videre udvikling af Emetofobi. Igennem de næste 4 år udviklede angsten sig mere og mere og mine tanker var ikke til at stoppe.

Det startede i små skridt med først med at være bange for at blive søsyg på et krydstogtskib vi tog på et par måneder efter oplevelsen. Dernæst blev jeg bange for at spise af buffetter. Derefter at spise på restauranter. Så bestemte slags fødevarer og sådan udviklede det sig langsomt igennem et par år. Det blev kort sagt kun værre og værre. Til sidst befandt jeg mig i en evig ond cirkel hvor jeg konstant var bange for at være syg af enten mad eller bakterier. Det kørte rundt i hovedet på mig i døgnets 24 timer. Det første endda så vidt at jeg nærmest endte med at få en spiseforstyrrelse. Jeg nægtede at spise aftensmad i et helt år af frygt for at vågne op om natten med opkast. Jeg sad altså aldrig til bords med mine forældre. Jeg opfandt mine egne spisetider hvor jeg følte det hele var sikkert at spise. Altid inden kl. 18, ellers ingen aftensmad til mig! Hvorfor det skulle være inden kl. 18 var pågrund af en masse tal jeg forbandt med min madforgiftnings-oplevelse. Jeg huskede nemlig at jeg blev små-dårlig efter 4 timer. Rigtig skidt tilpas efter 6 timer og begyndte så at kaste op efter der var gået i alt 9 timer. Så jeg holdt mig altid vågen til kl. 00 hvis jeg havde spist kl. 18 og holdte øje med om jeg var skidt tilpas på det tidspunkt. Men det var slet ikke enden på vanviddet. Jeg begyndte nemlig også at faste. Nogle gange kun i 6 timer. Men andre gange var det i hele døgn jeg fastede. Altså absolut intet mad i over 24 timer. Jeg tænkte nemlig at \"hvis der intet mad er i min mave, er der heller ikke noget mad der kan kastes op\" hvis det nu skulle ske at jeg skulle blive syg.

Jeg udviklede også OCD-lignede symptomer som ikke at ville spise den mad andre havde rørt ved. Nogle gange ville jeg endda ikke engang selv spise den mad jeg SELV eller mine forældre havde havde stået for. Jeg stolede overhovedet ikke på noget som helst mad. Men noget skulle jeg jo have at spise. Men jeg opfandt flere og flere metoder til at undgå at blive syg på. F.eks. så fandt jeg fandt på metoder for at undgå at røre maden på. Jeg begyndte at bruge gafler til at spise helt almindeligt slik med eller rulle køkkenpapir rundt om maden for ikke at inficerer maden med mine bakterier.

Som man kan høre var jeg helt nede på bunden. Jeg var ganske enkelt meget ulykkelig og meget frustreret. På dette tidspunkt var jeg dog overhovedet ikke stærk nok til at tage kampen op om kan man sige. Så jeg lod den blot udvikle sig. Også hele vejen igennem gymnasiet. Men til trods for at jeg ikke troede jeg ville klare gymnasiet, så gennemførte jeg det alligevel. Ikke med jordens bedste resultat, men med et snit jeg alligevel godt kunne klarer mig med i fremtiden (heldigvis!)

Efter gymnasiet besluttede jeg mig for at tage et sabbatår for at fokuserer på min angst og komme den til livs. Det første halve år gik dog overhovedet ikke som forventet. Jeg fik mit et fuldtidsarbejde som piccoline, som jeg KUN fik ros for at klarer godt. Men alligevel hændte der dage hvor min angst tog over og jeg måtte tit sidde i bilen i ekstra 10-15 minutter for at få morgenkvalmen væk. Det var nemlig sådan min angst for opkast viste sig.. ved at få kvalme. Så i kan nok godt forestille jer den onde cirkel, ikke?
Det var en kamp mange morgener. Men jeg fik endnu engang gennemført det jeg skulle. Efter jeg så igen blev arbejdsløs, havde jeg ingenting at lave, og jo mindre jeg lavede, jo mere angst for flere situationer blev jeg også. Jeg gik derfor også hen og blev rigtig rigtig asocial. Jeg takkede nej til flere og flere begivenheder jeg blev inviteret med til og lukkede mig generelt bare mere og mere inde i mig selv og i mine tanker. Nogle måneder gik på denne rædselsfulde måde og det endte med at blive december 2013 hvor vi skulle på en planlagt 2 ugers familieferie til Thailand. Dette var en rigtig hård prøve for min angst. Jeg turde ikke spise ude én eneste gang. Kun efter mine forældre allerede havde afprøvet stedet. Det endte så også med at jeg tabte mig ca. 3-4 kg.. og for en petit pige på under 1.60 som normalt vejer ca. 45 kg var det RIGTIG skidt. Jeg kom faktisk så langt ud af jeg enkelte gange også besvimede og måtte på hospitalet på grund af mine usunde spisevaner. Jeg havde aldrig haft det dårligere både i mit sind og i min krop.

Efter thailandrejsen fik jeg virkelig øjnene op for hvilket langsomt \"selvmord\" jeg nærmest var igang med. Det skræmte mig fra vid og sans at jeg havde tabt mig så meget på bare et par uger og jeg blev også rigtig bange for at skulle ende flere gange på hospitalet i fremtiden. Så jeg tog en stor beslutning. Igennem alle disse 4 år hvor jeg faktisk kun havde fordret min angst med mere angst, fik jeg endelig indsigt i hvad der foregik og hvad der måtte gøres for at ændre det. Jeg måtte bryde stilheden og bryde tabuet. Jeg havde igennem 4 år holdt det hele hemmeligt for alle, undtagen mine forældre og nogle nære veninder.
På dette tidspunkt havde jeg også en blog, som jeg dagligt prøvede at opdatere for ligesom at have noget at stå op til og lave. Denne blog blev starten på at blive rask. Jeg besluttede mig nemlig for, helt ærligt og med en følelse af komplet nøgenhed, at skrive min historie ned på min blog, så enhver levende sjæl der kendte til min eksistens kunne læse hvad jeg havde båret rundt på i alle disse år. Og modtagelsen af det, var helt fantastisk. Den opbakning og støtte og respekt havde jeg aldrig følt eller oplevet før. Det ændrede alt for mig. Jeg behøvede ikke længere skjule hvem jeg inderst inde var. Folk fik at vide hvad der virkelig var årsagen til min uforstående adfærd, grunden til at jeg var så usikker på mig selv, grunden til hvorfor jeg var så introvert og hvorfor jeg var sådan et mysterium at blive klog på. Jeg besluttede mig derfor også for at år 2014 skulle være HELT anderledes end de foregående år. Det var mig der skulle være bossen i mit liv. Ikke min angst. Jeg besluttede mig for at prøve at blive rask!

Jeg begyndte at sige ja til flere af de ting jeg tidligere havde takket nej til. Jeg prøvede at spise take-out. Jeg begyndte at ses med mine veninder og venner oftere. Jeg tog i byen igen som en hveranden 20-årig ville gøre. Jeg tog kort sagt enhver udfordring i mit liv op og begyndte at følge mit liv efter et citat jeg følte der gav meget mening for mig, som lyder: \"Feel the fear and do it anyway\". Så det var præcis det jeg gjorde. Hver gang jeg blev bange for at spise mine mad med fingrene, så gjorde jeg det! Hver gang jeg frygtede at maden ikke var stegt nok eller kogt nok, så spiste jeg det alligevel! Hver gang jeg fik min frygtfølelse, så spiste jeg nærmest i protest kan man sige og ja.. hver gang der bød sig en lejlighed til at min angst blev sat på prøve, så tog jeg imod udfordringen og klarede det! (for det meste ihvertfald ;-) )

Den dag i dag, lever jeg stadig med min angst. Der har klart været prøvelser hvor det har været lidt for svært, men det er en del af min udvikling. Jeg kæmper stadig med den hver evig eneste dag. Nogle dage er bedre end andre. Men nogle gode ting er der altså alligevel ved at blive offer for angst. Mit selvværd er nemlig ikke kun alene blevet bedre, jeg er også langt gladere end jeg tidligere har været. Jeg kender mig selv LANGT bedre. Jeg oplevelser flere ting. Prøver flere nye ting af. Jeg går op i min sundhed og mit helbred. Jeg oplever til tider stadig at stå i et supermarked og blive grebet af angst og panik og få voldsom mavepine af nervøsitet, men hver gang det sker, så ligger jeg mig ikke længere ned og lader den styre mig. Jeg tager i stedet kampen op hver gang og tænker enten tanker der kan få det til at blive bedre eller prøver at distrahere mig selv med hvad jeg nu lige kan finde på. Jeg har igennem tiden været igennem mange psykologer, terapeuter og til mange forskellige samtaler med mange forskellige mennesker, men jeg indså, efter mange forsøg, at der kun er én person i verden der kan hjælpe mig med at få det bedre.. og den person er mig!

Jeg håber meget at ved at fortælle min historie, at der er flere der nu kender til angstformen Emetofobi, at der bare bliver vist større forståelse og ikke mindst indsigt i angsten og hvis ikke.. så kan det forhåbentligt være til inspiration for nogen der sidder derude bag skærmen og læser med - nogle som måske kender til det og som selv får lysten til at kæmpe imod.

Hvis nogen overhovedet er nået til denne linje i denne lange smøre, så vil jeg bare sige én ting: TAK fordi du læste med og gav dig tid til at lære mere om angst. Det gavner nemlig ikke kun os som lever med den hver dag.

Kærlig hilsen
Katja.

Om Katja

Katja har ikke givet en beskrivelse af sig selv.

3 kommentarer

  1. Rasmus1976 siger:
    Hej Katja:) Det er en utrolig historie, som jeg lige havde lyst til at skrive en kommentar til. Jeg har aldrig hørt om den angst - jeg havde faktisk selv en angst for at kaste op, da jeg var teenager, jeg vidste bare ikke, den havde et navn. Men det er utroligt at læse, hvordan du har taget kampen op og har lært en masse om dig selv. dejligt positivt.

    Hvis du har lyst til at udveksle erfaringer, er du velkommen til at skrive til mig på rasmusdamkjar@gmail.com


    Hilsen

    Rasmus

  2. lykke siger:
    hej katja

    Jeg er ny på siden og ville lige ind og lure, om der tilfældigvis var andre med emetofobi her ... og din historie er den første !!

    jeg er 30 år og har levet med denne angst siden jeg var 10 - altså, snart 21 år! indtil december sidste år, troede jeg at jeg var alene om at have denne angst, havde aldrig sagt det højt, for når jeg har prøvet, blev je mødt med \"der er jo ingen der kan lide opkast!\" ... men for mig var det liv eller død!

    flot at du er kommet så langt . jeg selv er ikke. men arbejder for tiden med en bog der kan hjælpe langt hen ad vejen - en bog skrevet af en fantastisk mand, Rob Kelly, og den hedder \"cure your emetophobia and thrive\". han har et foredrag liggende på youtube der tager 1½ times tid - det er værd at se :-)

    pas på dig selv - og SÅ sejt at du deler din historie - det er den eneste måde denne enormt udbredte fobi som næsten ingen kender til, kan få lidt opmærksomhed!!

    kh
    lykke

  3. Dorthe Pedersen siger:
    Ja så lærte jeg også noget nyt, tak for du delte din historie.

    Dorthe


Skriv en kommentar


Du skal logge ind for at kunne skrive kommentarer til historier.


Opret bruger    Log ind