Vis Din Angst
"Jeg gør det, min mor gør det, søster gør det,
Karina gør det, Frederik gør det, Vivian gør det og
Reneé Toft Simonsen gør det. Går med armbåndet
"Vis din angst"
Vis Din Angst

Historier

← Gå tilbage til oversigten

Overleveren


Hej jeg hedder cam. 34 år gammel. er en af de \\\\\\\\\\\\\\\"heldig\\\\\\\\\\\\\\\" vinder af at have angst. ligesom så mange andre. Her er min lille historie. ja jeg er en af dem der havde en dum barndom. Samt om dagen var jeg igen den heldig vinder af og blive mobbet i skolen.
Jeg har været i urolig omgivelser. Nå men ikke for at alle skal til og falde i søvn. er det min angst jeg vil skrive lidt om. for ca. 5-6 år siden. tog jeg skridtet til at tage mig selv alvorlig.
for at starte med begyndelsen, jeg gik hjemme en der stod mig nær var kommet ud af en ulykke. (vedkommende har det fint i dag) det tog hårdt på mig kunne mærke der skete noget i min krop men jeg lyttede ikke til den. gik videre med dagen og vejen. hjemme osv. nå men så gik det sådan at min krop begynde at være mærkelig. efter vedkommende var blevet frisk igen for så havde jeg jo ikke ham og tænke på. Så jeg var ved en læge (ikke min egen for han havde ferie på det tidspunkt, samt jeg havde en pårørende med til lægen så jeg var ikke alene) og fik lov til at udfylde en A5 ark med spørgsmål på. da vi havde snakket sammen og ud fra det kunne han se jeg havde en mild depression. så jeg fik nogle piller jeg kunne tage. jeg tog en kvart af de piller for at starte op men det gjorde det da kun værre. sagde til min bror :jeg får det skidt nu, han sagde lig dig ned på sofaen og hvis jeg kunne så lade det passer(jeg rystede meget og kunne ikke få luft). Nå men det blev mandag og jeg fik ringet til min egen læge, skreg nærmest ind i tlf til sygeplejersken om hun skulle hjælpe mig og fortalt hvad der var sket. Hun sagde et øjeblik så vil hun lige snakke med lægen og jeg ventede i tlf. lægen kom i røret jeg forklaret ham sagen. det han havde at sige til det var jeg skulle smide de piller væk det var kun Kognitiv terapi der var noget ved. det gjorde jeg så. Jeg blev sendt til en for at snakke om den ulykke og gik der de gange man kunne. men der var stadig noget inde i mig som ikke var ok. nå men hvad så jo jeg isoleret mig hjemme ved mine forældre ville ikke ud kunne ikke. kun ikke huske om jeg gik en mdr hjemme eller om det var mere. nå men så en dag sket der noget inde i mig. jeg tog mine først skridt ud til vores bagdør tog fat i dørhåndtaget og åbnet den meget forsigtigt. kigget ud hmm det ser jo godt ud næste skridt var at få mig selv ud på den anden side af døren på trappen jaaa det var noget af en opgave og se ned på den trappe. men igen så skete der noget oppe i hovedet og jeg tog skridtet ud i gården bag vores hus.(det lyder som om jeg er påvej ud på månen med det her men det er jeg ikke)fik de tre trin ned så var jeg officielt ud i vores baggård. fuck mand. så det gjorde jeg et par gange. så skulle der jo noget nyt til jamen så prøvet jeg vores hoved dør samme tur men satte noget mere på. gik ud på trappen MEN der er en lille sti ud til fortorvet så ALLE kan se en. stod nogle sekunder inden jeg tog det første skridt ud på den lille sti men jeg gjorde det helt ud til vores hæk puha angst.der er ca 5 sten. noget af en overvindelse at skulle ud hvor man kunne gøre sig selv aller mest sårbar. men jeg gjorde det og gik inden igen. fuck jeg var vild over at have gjort det. nå havde gjort det nogle gange. det var jo ikke nok nu fik jeg blod på tanden jeg vil mere. så jeg begynde at udfordre mig selv ved at gå hen af vores fortov og det gik jo også som det skulle mere vil have mere. kom tætter og tætter ind i byen. fed følse men alligevel holde jeg den for mig selv kan jeg huske. ville ikke virke for vild. nå men igen det var ikke nok nu skulle vi have hjul under hende(mig). jeg vil prøve om jeg kunne udfordre mig selv med at cykle rundt i min hjemby. igen små skridt og da jeg havde gjort det kunne jeg til sidst cykle rundt også udenfor byen FEDTTTTTTTTTTTTTT sådan frk. nå hvad gøre man så jo nu var det tid til hende selv så jeg tænkte jeg vil forkæle mig slev for det havde jeg bare fortjent ikke på grund af noget men for min skyld. hende i byen hvor jeg jo havde øvet mig i at gå hen var der en der kunne massere så man fik en krop som smør og det kunne min kun trænge til for den var som beton. det var en super fed følse og give sig selv den gave. vi falte i snak mens hun gjorde sin kunst. jeg fortalt hvad der var sket og hvordan jeg havde det. hun fortalt hun var uddannet sygeplejerske men specielt ind for psyken så var jeg jo hurtig. hun fortalt om det værested nogle km fra hvor jeg boede den gang. hun gav mig et tlf på dem(jeg havde på daværende tidspunkt være hos massøren nogle gange så derfor kunne jeg være fortrolig med hende). jeg gik og brummet over om jeg skulle ringe eller ej. Nå men jeg Tag tyren ved hornene fik ringet men det nummer jeg hade fået var ikke til den kommune jeg hørte under så jeg fik et andet af hende i tlf. nå igen hvad nu.. hva fanden hvad havde jeg og tabe. jeg ringet personen op så var der bid. jeg fik snakket med en og vi aftalt at få en person ud som jeg kunne snakke med.(skal lige sige jeg gjorde alt det her med at snakke med personen i smug ingen i familien vidste hvad jeg lavet for jeg vil have ro til det her).Jeg var så spændt på at møde hende damen som var sendt fra kommunen. nå vi havde aftalt at mødes i min brors sommerhus. bilde bare min familie ind jeg vil have lidt ro også cyklet jeg tit derover. min bror var på arbejde på den tid af dag da hun skulle komme. hun var rigtigt sød. (jeg vil ikke sige navne på de personer jeg fortæller om her for at beskytte dem). vi får snakket sammen og virker som en man kunne stole på. vi fik aftalt møder og snakket. Så en dag fortæller hun de har en leder hun gerne vil have jeg møder. han er uddannet psykolog. jamen ham vil jeg da gerne møde. næste møde der kom var han med. vi snakker sammen jeg forklar ham hvad der var sket osv. han grifler ned også kommer han med en konklusion som fik min mund til at ligene noget der var løgn( det gjorde den ikke men det føltes sådan)jeg havde angst. okay tænker jeg så men nu vidste jeg hvorfor min krop gjorde som den gjorde. nå det var det møde dagene gik. vores møder gik videre vi aftalte forskellig steder i byen hvor vi skulle mødes når jeg ikke kun bruge sommerhuset.hun var sød forstående meget meget empatisk. nå så var det hun sammen med mig at gøre mig mere selvstændig. (flytte hjemmefra føj ja det var en sen alder det skete i) vi havde kig på forskellig steder udenfor byen i en anden by. fandt en lejlighed i den lokale avis den ringede vi på var også ned at se den jeg var nervøs for om det bare var et lille hummer. men jeg blev overrasket den noget kun større et soveværelse, stue, køkken, lille toilet, lille gang. shit den var flot nå vi kørte hjem og jeg tænkte over det men jeg var angst for at tage springet. nå vi aftalte et nyt tidspunkt på hvornår vi skulle ses igen. en uge kom hun igen. vi kørte udefor min hjemby og kørte ned til stranden og snakket om den. hmmm jeg gjorde alt for at nægte det men tilsidst fik jeg mig selv vendt rundt. oktober 09 var jeg den lykkelig eger af en lejlighed i den anden by. det var det stor skridt nyt skridt var der kom en anden person på mig som jeg blev gode venner med. og vi fik det op at køre. har aldrig fortrudt den dag. nu var der plads til jeg kunne arbejde med mig selv. Så kom for alvor det hård arbejde med mig og min psyke. ja der er mange gange jeg har ville stoppe men det jo det gode ved at blive tilknyttet et være sted med sådan et fedt team.men inden jeg kom ud til den angst klinik havde jeg været hos en anden psykolog og igen nej det gave ikke det jeg håbede. nå men så ja det gik slag i slag jeg kom til min egen læge og fortalte ham min historie hvor min ven var med han var ved at flade ned af stolen med det jeg havde fortalt ham. han sagde hvorfor var jeg ikke kommet noget får. tja tænker jeg så inden i mig selv du min familie læge det er dig der skulle spotte det. nå men jeg får en henvisning til en angst klinik også går det ellers slag i slag og syntes stadig det ikke er ok inde i mig jeg var ved at opgive inde i mig kunne jeg mærke for hver gang jeg havde været afsted var jeg angst men også ked af det også skulle jeg i taxi og det var da kun mere angst provokerende selv om min ven var med. så jeg kom op på værestedet og snakket med personalet deroppe de sagde jeg kunne prøve at gå ind og snakke med den terapeut der var tilknyttet dertil. så det gjorde jeg puha det var ikke rart og ribbe op i det hele. men der var noget ved ham som ikke var ved de andre så jeg kom igen hmm okay nysgerrig igen så ramt det mig han havde hele personen med og ikke kun hovedet(som de andre kun havde). syntes kun jeg rykkede det var det jeg manglede krop og hoved skulle begge være med og det kom de også skulle jeg hilse og sige. der er siden hen kommet en ny person på så hende kommer jeg også til at kende fra værestedet. jeg får min ugentlig aftale. nu har jeg fået en mand som skp. det var også noget af en overvindelse at skule have en mand i stedet for en kvinde. inden han kom på havde jeg svært ved at gå i butikker osv. men det fik jeg bug med ikke dermed sagt at jeg ikke plages endnu for det gøre jeg men jeg giver ikke op. så i dag kan jeg gå ud handle ind, gå til piltes, kiropraktor,gå ture som jeg stadig arbejder med at forlænge men igen i ved små skridt. Jeg er medlem af en sportsklub. Jeg er kommet i praktik i en dagligvare butik. det er grænseoverskridende. men er ved at have et godt og trygt forhold til min skp. han giver mig modspil til en hvis grænse og han ved hvor han skal trygge på min \\\"knapper\\\" ja jeg kan blive irriteret men hvem gøre ikke det når det er noget man er utryg ved også selv om min skp er ved mig men han gøre det sikkert og godt og jeg kan være tryg ved at tage udfordringer op uden at være alt for bange for at stå med det selv så jeg kan risikere at det bliver et nederlag for det gøre det ikke(nej han går ikke og holder mig i hånden,men vi finder en plan og diskutere den og prøver) han er med til at give mig min tryghed tilbage blandt andet ved det arbejde vi gøre sammen. så ja jeg har brugt de sidste - år på at komme dertil hvor jeg er nu og jeg er overhoved ikke færdig med at arbejde. men jeg tager ikke medicin. respekt for dem der gøre det men til nu gøre jeg det ikke. men hvor er det fedt og have taget den beslutning dengang også til nu se det kæmpe ryg der er sket. min familie ved godt nu jeg har angst ikke alle ved hvordan de skal håndtere det. men jeg giver dem overhoved ikke skylden for min fortid men kan da godt i ny og næ blive irriteret på det er skete dengang. men har som sagt den super godt terapeut til hjælp. ja jeg skal og lære og tage transportmiddel.. men tror jeg med tiden vil vende hele den her bøtte på hovedet og takke min fortid for at jeg selv kan forme min fremtid for så havde jeg ikke møde alle de skønne mennesker som jeg kender nu. så folk derud op med humøret det kan lade sig gøre at få luft....held og lykke alle. Ja angst er allerhelvedes skræmmende men jeg ved dig der læser det her har styrke til at få den i knæ så DU bestemmer over DIG og IKKE angsten der bestemmer over dig. håber det her gave bare lidt mening.... hilsen hende der har mod på livet...

Om Cam

Cam har ikke givet en beskrivelse af sig selv.

1 kommentar

  1. Dorthe Pedersen siger:
    Hvor er det flot skrevet og godt gået…..:o)

Skriv en kommentar


Du skal logge ind for at kunne skrive kommentarer til historier.


Opret bruger    Log ind