Vis Din Angst
"Jeg gør det, min mor gør det, søster gør det,
Karina gør det, Frederik gør det, Vivian gør det og
Reneé Toft Simonsen gør det. Går med armbåndet
"Vis din angst"
Vis Din Angst

Min historie

Angsten
Angst er en sygdom man ikke kan se, man taler ikke om den og det er desværre stadig flovt. 350.000 danskere lider af angst. Det betyder jeg ikke er alene.

Angst har 4 komponenter, nemlig selve angstfølelsen, kropslige ledsagesymptomer, tanker relateret til angsten og undvigelsesadfærd (for at undgå de situationer, der giver angst). Hvordan skal jeg bedst kunne forklare et angst anfald? For mig starter det med det, der gør mig bange, det kan være situationen, jeg står i, det kan være en film, eller noget jeg får af vide. Så kommer de kropslige symptomer. Jeg bliver helt varm i kroppen, får kolde fingre, trækker vejret hurtigere, sveder og min mave går helt i udu. Så kommer alle tankerne: dør jeg?, bliver jeg tosset?, holder det nogensinde op?. Ingen fornuftige tanker er i mit hoved. Jeg prøvede for at forklare min søster det ved, at hun skulle prøve at forstille sig hun mistede sine børn. Det er den ultimative angst. Man kan ikke blive mere bange.

Det er så svært at forklare, hvor forfærdeligt det er. Jeg tror kun, man kan forstå det, hvis man har prøvet det. Jeg taler altså ikke om, at man bliver lidt klam i håndfladerne eller får lidt nervøse trækninger, jeg taler om angsten for at dø ganske enkelt.

Mit navn er Dorthe Pedersen og jeg er 42 år og her er min historie.

Historien begyndte 2 dage efter min 29 års fødselsdag. Inden da, havde jeg været en pige der tog kegler, havde masser af humor og var en af dem, der underholdte til hver en fest. Kort sagt, jeg var en, der kunne klare alle mine problemer, og alle andres kunne jeg også klare.
D. 18/11 1995 var dagen, hvor Prins Joachim blev gift, og det var også dagen, hvor min veninde døde. Dagen var forfærdelig, men jeg kom gennem de næste par dage. Jeg skulle hos lægen om onsdagen ugen efter, jeg kan ikke huske i hvilke anledning. Jeg kan godt mærke jeg er ”høj”, altså det hele spiller for mig, jeg er frisk, hurtig med bemærkninger mv. Hun siger så til mig, hvad sker der, og jeg spørger, hvad hun mener. Hun siger, at jeg ikke er, som jeg plejer at være, og spørger, om jeg har ”taget” noget… Chok… Hvis hun mener at vide, hvordan jeg plejer at være, ved hun også, at ikke tager noget. Nå, men jeg tager hjem.

Jeg bor i et bofællesskab, med min familie, så jeg viste, at jeg altid havde nogen at tale med. Jeg går i seng om aftenen og forventer, som altid, at falde i søvn med det samme. Men sådan skulle det ikke gå, for jeg får mit første angstanfald. Hvad skete der lige der? Fik kolde fingerspidser, blev helt varm i kroppen, trak vejret hurtigt, fik koldsved og tankerne fór rundt. Var jeg ved at blive tosset? Jeg vendte og drejede mig og kunne bare ikke finde ro. Kl. 5 om morgnen, var jeg endnu ikke faldet i søvn. Jeg gik ned til mine forældre og vækkede min mor. Jeg fortalte jeg var ved at blive tosset, og så sagde min far med hans skønne humor, at det havde jeg sgu da altid været. Klokken blev 8 og jeg ringede til min læge. Hun havde desværre ikke en tid, før om mandagen. Jeg holdt ud, men også kun med nød og næppe. De næste dage kunne jeg ikke være alene, min søster kom forbi med hendes lille dreng, og hun kunne slet ikke forstå, at hendes søster, som kunne klare det hele, sad der som en tøsepige og hylede. Mandagen kom og jeg havde en tid hos lægen. Hun konkluderede, at jeg havde haft et angst anfald. Og her gik jeg og troede, jeg var ved at blive tosset. Nå, men jeg fik noget samtale terapi hos min læge, men havde angsten i min krop hele døgnet.

Mit job som Butikschef, passede jeg til punkt og prikke. Jeg vidste, at gav jeg først op, ville jeg i virkeligheden blive tosset. Det var altid vigtigt for mig at passe mit job, på trods af, at angsten væltede ind over mig.
Der går 2 ½ år hvor jeg i mere eller mindre grad har angst konstant. Jeg arbejder, fungere men har hele tiden ”fornemmelsen” i kroppen. Der var tale om medicin, men jeg sagde hele tiden nej, for det er jo kun for “tossede mennesker”. Men efter de første 2 ½ år giver jeg op og får det, der kaldes lykkepiller. Der går ikke lang tid, før de virker, og jeg er glad. Ikke ”lalleglad” men fri for angst og ”fornemmelser”. Spiser dem herefter i ca. 2 år og kan kun mærke angsten, når jeg oplever kriser eller store forandringer, og jeg har lært at ”holde” den væk. Man lærer små fif til, hvordan den kan gå væk, hvis den er på vej. Måtte dog begynde at tage piller igen, efter at have haft et angst anfald ombord på et fly til Singapore. Sad i 11 timer ALENE og trak kun vejret stødvis. Sov ikke de næste 3 døgn dernede, og endte med at måtte ringe til min rejseforsikring for at få hjælp.
I år 2000 vælger jeg at blive selvstændig med egen butik. Angsten fylder ikke så meget mere, kun når jeg bliver presset. Det er ikke noget man ”taler” om. Jeg ved da godt, der er andre der lider af angst, men jeg kender bare ikke nogen. Det er svært at forklare andre, hvordan det er at have angst. Min største frygt er at ende på gaden med nettoposer. Helt ubegrundet, men det kan jeg ikke forklare mig selv, når jeg får angsten. Min angst kunne også engang imellem udvikle sig til en social angst. Alene det med at være sammen med mange mennesker og ”tænk hvis jeg får et anfald”. Så lige pludselig blev det angsten for angsten. Men samtidig kunne jeg rejse mig op og underholde 200 folk til en fest uden problemer.
Efter snart at have været selvstændig i 10 år, kom finanskrisen. Men jeg holder humøret oppe og kæmper. Det gør jeg stadig. Men angsten begynder at snige sig ind på mig igen. Lige pludselig er mit eksistensgrundlag truet, og jeg kan igen se mig selv på gaden med netto poser. Jeg kæmper imod, siger til mig selv, at hvis nogen skal overleve denne krise, så er det sgu mig, det har jeg fortjent. I denne tid havde jeg en del invitationer liggende og da jeg havde allermest angst, stod den på min bedste venindes 40 års fødselsdag. Hvordan skulle jeg dog forklare hende, at jeg næsten ikke kunne hænge sammen, og jeg havde jo glædet mig så meget til denne fest. Hun viste godt at jeg ikke havde det helt godt, for hende og hendes mand havde fået mine billetter til Madonna i parken 14 dage før. Endelig fik jeg sendt en sms om, at jeg havde det så skidt, at jeg ikke kom. Vi skrev frem og tilbage, jeg kunne komme, og kunne gå, hvis jeg blev skidt tilpas. Jeg endte med at sige måske.

Det blev lørdag og jeg bestemte mig for at tage med. Det var rigtigt hyggeligt, og jeg kom senere til at sidde ved siden af hendes fætter. Vi kom ind på krisen, og jeg fortalte at jeg sgu havde angst over det, og det betød også, at jeg havde været ved at aflyse denne fest. Og så sket det!!!!! For første gang mødte jeg en anden med angst. Han fortalte at han havde lidt af det i 20 år. Jamen, jeg sad med åben mund og polypper og var chokeret. Tænk, at der skulle gå 14 år, før jeg mødte en anden med angst. Jeg har da sikkert tit været i selskab med nogen, der også lider af angst, men, det har jeg aldrig været klar over det. Jeg kan ikke fortælle, hvor befriende det var at sidde en hel aften bare og nikke og sige ”ja ja det kender jeg”. Han fortalte, at når han gik til fest, så tænkte han, at i et selskab på 30 personer, har hver 10. angst. Tænk, det har jeg aldrig vidst.

Kilde: Psykiatrifonden – 350.000 lider af angst.